Uwe Max Jensen (DK):
UMJ fik sit kunstneriske gennembrud på Trapholt i Kolding i 1998 med udstillingen Mors vaskeri, hvor hans mor under udstillingen vaskede og strøg gæsternes tøj. I 2005 tissede UMJ i Olafur Eliassons vandskulptur Waterfalls på kunstmuseet ARoS i Århus. Ifølge ham selv udførte han et performanceværk med titlen At hæve vandstanden i en skulptur af Olafur Eliasson. UMJ blev bortvist fra museet på ubestemt tid. I dag er forbuddet ophævet. Senere samme år urinerede han på en gavl i Brande og skabte dermed et midlertidigt gavlmaleri i byen, der er kendt for sine mange gavlmalerier.
UMJ har ved flere andre anledninger benyttet kropslige efterladenskaber som virkemiddel. Han udførte således på Århus Kunstmuseum værket I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum når jeg skal skide. Værket blev dog kun set af kunstneren selv, da museet forbød TV 2 at filme på museets toilet.
Sørøver:
Fredag d. 5. december 2008 kl. 11.00 røvede UMJ ved hjælp af en grøn spand 10 liter vand fra Sortedams Sø i København. Værket er tredje og afsluttende del af en trilogi. Fredag d. 1 september 2006 kl. 12.00 røvede UMJ bevæbnet med en blikspand 10 liter vand fra Sankt Jørgens Sø i København og fredag d. 9. marts 2007 kl. 13.00 blev der ved hjælp af en sort murerspand røvet 10 liter vand fra Peblinge Sø i København .
Sørøver indskriver sig i en række af værker, hvor UMJ dels har arbejdet med sproget og dels med ganske små usynlige forskydninger af omgivelserne. Der kan endvidere ses en direkte parallel til værket At hæve vandstanden i en skulptur af Olafur Eliasson. Ved at tisse i Olafur Eliassons vandskulptur blev vandstanden umærkeligt hævet. Hverken tisset eller vandstandshævningen var efter udførelsen af happeningen synlig for det blotte øje. I de tre værker med søerne som objekt for den kunstneriske handling ses en modsatrettet bevægelse. Her tilføjes ikke. Der fjernes. Eller i både overført og konkret betydning, der røves.
Triptykon:
torpedo18 arbejder for at skabe samtidskunst svært tilgængelige steder og UMJ har i samråd med torpedo18 besluttet at trilogien udstilles som et triptykon.
Triptykonet kan opleves i et nedlagt slagtehus på Århus havn på følgende adresse: Jægergårdsvej 152 03c.